I dag har jeg haft det, som om jeg var på stoffer. Fraværende og lykkelig, på en tom måde. En uægte følelse af lykke, af at alt er okay eller nok skal blive det. Jeg har hørt den samme CD (Red Hot Chili Peppers, Stadium Arcadium - Jupiter) om og om igen, jeg har danset "beruset" rundt i huset, læst Oprøret (nummer tre i serien The Hunger Games om Kattua Everdeen). Været overladt til mig selv og mine egne tanker. Ikke lagt mærke til, at tiden gik.
Og noget af det mest skræmmende er ... at, Gud hvor har jeg dog nydt denne dag! Jeg håber, at i morgen bliver lige sådan. Så jeg ikke behøver at tænke over tiden. Over alt det, jeg skal nå. Starte i Fitness, huske at træne herhjemme, spise mindre, få set Gubbi, lave lektier, være sammen med vennerne, osv... Jeg ville gerne, i denne døs, bare ligge i Hans arme, og lige så stille forlade denne verden.
Men det kan jeg ikke. Det må jeg ikke. Og de vil ikke lade mig.
Så jeg bliver vel bare nødt til, at fortsætte. For hvis jeg begynder at skære i mig selv igen i min længsel efter denne døs, får jeg bare ikke lov til, at se Gubbi. Og jeg ved, at så vil jeg bare skære endnu mere. Og jeg vil faktisk gerne holde mig clean, og af med mine ar.
Men nu siger min mor, at jeg skal finde mine lektier frem. So now, I'll go back in there, and pretend.
You can take everything I have.
You can breake everything I am.
Like I'm made of glass.
Like I'm made of paper!
